*
Kære far. Jeg vil skrive et brev til dig. Et brev du aldrig kommer til at læse, fordi du er død. Jeg vil også skrive et brev til de forældre, som har danske børn, men ikke selv er født her. Et brev, som jeg håber, andre børn af flygtninge vil læse. For der ligger noget mellem os, (barnet og forældrene) som vi ikke kan nærme os. Ikke kan tale om.
Alle lever videre med dele af vores forældres historie. Som barn af en flygtning er det ikke anderledes. Derfor er der også et spørgsmål, der bliver ved med at dukke op, som vi aldrig talte om før du døde. Det er et spørgsmål, jeg gerne vil have svar på. Et spørgsmål, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal besvare. Men hvornår slutter en krig?
*
Du døde i Danmark. Lang væk hjemmefra. Langt væk fra dine elskede Andesbjerge, din varme Atacamaørken - og langt væk fra dine venner og din familie.
Mens du levede forblev du forundret over, hvordan Danmark dog kunne være så fladt et land. Når du savnede højderne gik du i Søndermarken - det var så langt væk fra din hoveddør du kunne bevæge dig ud alene. Du forstod heller ikke, hvordan et land kunne være så koldt og træerne så golde mange måneder af året. I stedet fyldte du dine vindueskarme med store grønne planter for at føle dig tættere på dit hjemlands natur.
*
Den krig, du levede under og flygtede fra, er længe væk. For mig var den mange år af min barndom en spændende og fiktionaliseret historie, som jeg ikke har kunne forbinde til virkeligheden. For dig levede krigen videre i dit sind, din ensomhed og nedbrød år for år dit nye liv her i Danmark. Et nyt liv, hvor du i høj grad var familieløs, venneløs, arbejdsløs og identitetsløs. Alt det som du ellers gav til mig, ved at sætte mig i verden, ved at flygte til et land, som du aldrig havde hørt om før. Tusindvis af chilenere blev henrettet, fængslet og tortureret. Endnu flere forsvandt og flygtede. Militærdiktaturet stod på i 17 år, men endnu 30 år efter rasede krigen stadig indeni dig, uanset hvor du forsøgte at flygte til. USA, Spanien, Danmark. Krig er en mental sygdom, ingen psykiatere kan få kontrol over.
*
Jeg kan huske engang du og jeg gik en tur. En kvinde stod på et hjørne og tiggede om penge. Mit minde af hende er, at hun så uhyggelig og usoigneret ud. Hun gik helt tæt på dit ansigt, talte til dig på spansk, hun placerede en hånd på dit hjerte. Så gav du hende 200 kr. I gadedrengehop videre ned af vejen sprang jeg rundt, men jeg så ikke, at du ikke længere stod lige bag mig. Jeg vendte mig om, og din krop var kollapset. Du sad foroverbøjet på jorden. Nu var det din egen hånd, der var presset mod dit hjerte. Du hyperventilerede og sagde, at vi måtte gå hjem igen. Jeg forstod ingenting, jeg forstod ikke, at det jeg så, var krigens ansigt, der råbte gennem din krop. Senere forklarede du, at mødet med en anden chilener, der var flygtet og levede på gaden, lyden af dit modersmål midt på Valby Langgade, havde fremprovokeret billeder og minder, du kæmpede for at lægge låg på i hverdagen. Du stoppede med at tale spansk til mig, og jeg glemte hurtigt, alt jeg havde lært.
*
Engang legede jeg med min ven i din gård. Du sad indenfor i stuen, og vi kom løbende ind med legetøjspistoler, som min ven havde med hjemmefra. Som en refleks fór du op, du hævede stemmen og sagde, at pistoler aldrig var legetøj. Pistoler var noget, mennesker brugte til at dræbe hinanden, eller til at torturere hinanden med. Du blev stille, du famlede med hændere, som om du prøvede at fange de ord, du var kommet til at slippe fri. Du rakte os i stedet en pose med slik og en bøtte med kridt. Det kunne vi lege med i stedet for. For hvert et hop ned gennem hinkeruden huskede jeg det du sagde. Pistoler er aldrig et legetøj.
*
At flygte for livet. At flygte fra det liv man kender. En tragedie som flygtninge bærer med sig. Som kan udvikle sig til sygdom, angst og PTSD. Blandet andet. Det handler ikke om styrke, men om at der er grænser for, hvad mennesker kan gennemleve uden at blive mærket af det. Du kæmpede konstant med at holde minder og billeder nede. Men de mindste ting kunne få din facade til at slå sprækker. En bestemt lugt. En bestemt dato, der understregede, at nu var det 15 år siden, du forlod det sydamerikanske kontinent. At være samlet for mange mennesker på ét sted. Din egen datters barnlige leg.
*
Første gang jeg besøgte dig på hospitalet har jeg været 10 år. Allerede der var vores kontakt begyndt at glide ud i sandet. Når jeg var hjemme hos dig, sov du længere og længere i løbet af dagen. Vi gik sjældent ud for en dør, og jeg savnede min mor, hver gang jeg var på weekend hos dig. Jeg kan huske, hvordan du stille nikkede og rakte mig røret, hver gang jeg igen spurgte om jeg ikke nok måtte ringe hjem til min mor. Når jeg var hjemme hos min mor, savnede jeg dig meget, men jeg havde ikke et sprog for det. I stedet befalede jeg min mor til at lave hendes spaghetti med kødsovs mere som din.
Der var noget opløftende ved at besøge dig på hospitalet. Vi fik kun lov at se dig, de timer, du havde mest overskud. Vi spiste slik og kage, du fortalte os historier om de varme lande, du grinede med dit store smittende grin så dine tænder kom til syne blandt dit sorte fuldskæg.
*
Da jeg kom ind på universitetet sagde du, at du vidste, at jeg ville opleve al den success, som du ikke havde adgang til her i landet. Jeg har læst dine journaler da du døde, og fulgt din proces gennem systemet: En deroute, der gik fra en universitetsuddannelse i dit hjemland, til flere ufaglærte jobs, til dagpenge, til kontanthjælp, til misbrug og adskiller psykiatriske diagnoser, til en enorm gæld, fordi du ikke blev tilkendt førtidspension, selvom du kæmpede for det i ti år. Da forstod jeg, at jeg kan flyve gennem mit glasloft, mens dit var bundsolidt. Det var da du sagde til den kasseekspedient, der altid efterlignende din accent, at jeg, din datter, havde fået 12 i huen, at jeg så, hvordan du i de mindste øjeblikke måtte kæmpe for bare en smule respekt fra dine danske medborgere.
*
Anden gang jeg besøgte dig på hospitalet var jeg 13 år. Vi spiste hvide boller med tandsmør i kantinen. Bollerne begyndte at blive noget jeg kunne glæde mig til. De havde stadig de boller ved din sidste indlæggelse da jeg var 19.
*
Hvornår slutter en krig? Lever den videre i mig, i en masse andre børn, der aldrig selv har set eller oplevet krigens rædsler? Hvordan kan jeg tænke på dig, uden også at se på alt det du forbinder dig med. For når jeg husker tilbage på din lille lejlighed, der altid lugtede af røg, og som havde nedslidte og hullede møbler, så er det også dér, at krigen giver sig til kende. Når du drak en flaske vodka om dagen, og vi måtte besøge dig på psykiatrisk afdeling, var det også dér krigen gav sig til kende. Krigen gav sig til kende i dine planter, dine nedrullede gardiner, din forkerte udtalelse af danske ord, at du konsekvent sagde “tralve” i stedet for “tredive”. Krigen sad i måden du til sidst gik med foroverbøjet nakke på, måden hvorpå du kæderøg i din sofa, rokkende, som et dyr i et for lille bur, der aldrig kunne finde ro.
Hvornår stopper en krig, så jeg kan se tilbage på dig rent og frit, som dit eget menneske, og ikke som en bærer af et helt lands død og ødelæggelser.
*
Ofte har jeg tænkt på dit liv i Danmark som et efterliv. Som om dit liv sluttede, da du flygtede fra dit hjemland. Jeg spurgte dig også flere gange skal du ikke bare rejse hjem? Dit svar var: hjem? hvor er hjem? sådan et har jeg ikke længere. Smerten ved at se Chile som det så ud efter Pinochets diktatur ville være større for dig end at blive i Danmark. Du ville hellere forestille dig, at det sted du elskede som barn og ung, stadig fandtes. Præcis som det var. Der var også en anden grund til, at du ikke ville rejse hjem. Mig og min søster. Vi var den største grund til, at du havde noget at gøre her i Danmark. Dit liv bestod i mange år, af at se tv i din sofa. Uden familie, uden et arbejde, uden venner. Fyldt op af angst, der viste sig som anfald, hallucinationer, som du kunne dulme, ikke meget, men uendelig lidt med rusmidler. Det var det eneste du havde at gribe fat i.
*
De fleste forældre med PTSD prøver at undgå at tale om traumet. Både fordi det kan sætte dem tilbage i ulidelige minder, der kan føles som at genopleve traumet igen og igen. Men også fordi, de forsøger at beskytte deres børn, fordi de føler skam over de ting, de har oplevet. Jeg kan huske, da jeg var 17 år, jeg skulle hjælpe dig med, endnu engang, at anke din afvisning på førtidspension, og jeg læste i nogle af dine journaler. Jeg lagde papiret fra mig og sagde hvorfor har du aldrig fortalt, at du er blevet tortureret? Dine øjne blev blanke, du tændte en cigaret og svarede først efter et par hvæs, det skulle du aldrig have vidst om mig. Glem at du læste det. Det glemte jeg selvfølgelig aldrig. Men med årene udviklede jeg selv angstsymptomer, angstanfald, fik forestillinger om, at alle jeg elskede ville dø. Forskningen peger på, at børn der vokser op med forældre med PTSD kan tage symptomerne på sig. Selvom vi ikke har oplevet de traumer, som vores forældre har, kan vi tage de ængstelige opfarende personlighedstræk med os videre. Det er en måde, børn kan søge identifikation og samhørighed med forældrene. Krigen går igennem generationer, længe efter freden i et land er etableret igen.
*
Da jeg var 21 år døde du. Jeg havde sendt dig nogle e-mails, som du ikke havde svaret på. Det lignede dig ikke. Du sad altid klar ved computeren, det var lyspunktet på din dag. Et opkald eller en e-mail fra mig eller min søster. Jeg var på vej hen til min psykolog, da det slog mig, at du ikke havde svaret. En voldsom ondt i maven begyndte. Hvad nu, tænkte jeg. Jeg forberedte mig på et opkald fra en læge, der ville sige, at du var indlagt igen. Hvor slemt ville det være denne gang?
*
Sådan er det måske for mange børn, der lever med en meget psykisk syg forældre. Om det så er misbrug, PTSD, angst, depression eller noget femte. Vi ved inderst inde godt, at vi har dem på lånt tid. Vi har forestillet os det mange gange. Deres død. Nogen gange håbede jeg endda på din død, andre gange frygtede jeg det mere end noget andet. Så når dagen kommer, bliver man ikke så chokeret. Det der chokerer er smerten, der kommer bagefter. For mit vedkommende måden jeg pludselig kunne se dig på, hvordan en gennemstrømmende følelse af tilgivelse indtraf og har været i mig siden.
*
Hvornår slutter en krig? Jeg vil have den skal slutte, så jeg kan se dig i et andet lys. Jeg vil have den skulle være sluttet, da militærdiktaturet blev erklæret ovre. Jeg vil have den skal slutte, så jeg og så mange andre børn ikke skal miste deres forældre til de traumer, der aldrig kan glemmes igen, når man har været gennem krig, tortur og forfølgelser.
