Containeren

Thomas Boberg

Artwork by Elizabeth Gabrielle Lee

Dodou og Mass og en slægtning til dem, Ibrahim, henter mig i bil. Der er altid en Ibrahim. Vi kører til Banjul havn, hvor Dodous container venter på at blive åbnet. Der er kø ved kontrolporten i havnen. Dodou kender en af de ansatte. De hilser og griner og giver hånd. Solen hænger over landet. Dokken gløder. Der en heftig aktivitet, men ikke kaotisk. En kranvogn kører rundt i containerbyen og løfter enorme containere ned fra bygningen eller op på toppen af samme. Nogle af containerblokkene er stablet i tredjesals højde, og på langt de fleste står der Maersk. Vi går op og ned ad containergaderne og rundt og tilbage, indtil vi finder den rette.

Dodou og Mass har set frem til at få åbnet dette store transportable pulterkammer. Jeg har set frem til at være med. Jeg har haft en anelse om, at jeg, idet containerdøren lukkes op på vid gab, vil få del i noget, jeg tidligere var uvidende om. Jeg har på fornemmelsen at dette sted, denne container, aktiviteten herude, er en nøgle til en forståelse af Gambia, af Vestafrika, af hele kontinentet og dermed verden. Lige nu er der ingen uden for Afrika, der rigtig går op i Afrika. Lige nu er der ingen nationer, ingen magtkonstellationer uden for Afrika, der tager Afrika seriøst som andet end et kontinent, der burde hegnes ind, så folk ikke kan komme ud derfra, et hegn, hvor der kun burde være elektriske porte for de lastbiler, der kører guldet og kobolten og coltanen og diamanterne og de andre metaller og ressourcer ud til havnene, hvor de store skibe lastet med al godset kan sejle videre til enten Kina eller Vesten. Det er jo sagt, at 30 procent af klodens olie og mineraler er fra Afrika. Enten ved verden det ikke, eller også vil den ikke erkende det, at lige nu er Afrika det væsentligste i verden. Den væsentligste tanke netop nu er afrikaner. Den væsentligste katastrofe netop nu er afrikaner. Det væsentligste træ netop nu er afrikaner. Den væsentligste diamant er afrikaner. Det væsentligste næsehorn er afrikaner. Den væsentligste fugl, den væsentligste blomst er afrikaner. Den væsentligste bog lige nu er afrikaner. Den vildeste musik lige nu er afrikaner. Den væsentligste knogle i verden er afrikaner. Hver gang de graver en ny knogle ud af jorden, graver de sig dybere ned i tiden, ind i Afrika og menneskets historie. Hussein, Dodous bror, sagde den anden dag, da vi snakkede om musikken og reggae og afrobeat, at den musik som slaverne bragte med sig til den nye verden, rytmerne fra Afrika, at de vendte tilbage til Afrika, fordi slaverne ville gå syngende fra bomuldsmarkerne og ud i døden, at den vestlige musik oprindeligt kommer fra Afrika, at alle ting kommer fra Afrika, selv mennesket. Ja, selv mennesket kommer fra Afrika, sagde Hussein. Mennesket! You get it!?

Og her står vi i Banjul havn og venter på den container, der kommer fra Danmark, fyldt med de ting, Dodou har købt og samlet i Danmark, som han vil forsøge at sælge videre i Gambia, det land han oprindeligt stammer fra, men i sin tid forlod, fordi han ikke kunne se en fremtid i Gambia uden først at have været ude. Det er den kendte bevægelse. Rejse ud, skabe sig et økonomisk fundament, for så på den ene eller den anden måde at vende tilbage, hvis ikke i egen person, så i det mindste gennem de beløb, der kan wires via Western Union. Det er bevægelsen. Det er rejsen. Det er også det som den backway-rejsende ser for sig. Ankomme til Vesten, tjene penge, købe et hus til familien, sig selv, sende søsteren, broderen, datteren eller sønnen i skole.

Vi står i stærk sol og sveddrypper. Og nu kommer en ansvarshavende med ansatte og åbner containeren. En container tømmes for at toldregistrering kan gennemføres. Et hold af daglejere står parat, venter hver morgen på at blive peget ud. Dig og dig og dig og dig. De ansættes i hold. Og et hold står altså her og venter på at komme i gang. De har ikke lyst, men de skal, hvis de gerne vil have noget at spise senere på dagen. De vil gerne have pengene, men de gider ikke arbejde, siger Dodou. Han er også en slags boss herude. Bossen over containerlasten. Livligt deltager han i overvågningsarbejdet og giver selv en hånd med. Han har smalle rektangulære solbriller under en stråhat, en hjemmerullet smøg i mundvigen. De slæber ud, en uniformeret mand med en bog går rundt mellem tingene og noterer efterhånden som de bliver båret ud. Der er knas mellem daglejerne. De skændes højlydt. De er i færd med at nedlægge arbejdet, de vil have mere i løn. Men det bliver der ikke noget af, siger Dodou, jeg har selv pakket hele containeren, siger Dodou, men de er otte mand og de gider knap nok flytte fødderne.

Daglejerne pukler med tingene, nogle af dem er meget tunge. En af daglejerne er stukket af. Det var tæt på at ødelægge dagens arbejde, men de andre besluttede sig trods alt for at fortsætte. Hvis det var mig, siger jeg diskret til Mass, ville jeg også tage benene på nakken. Men hvad ved jeg om den slags? Det her er det daglige brød, det handler om. Dodou betaler 2.000 dalasi til holdet på otte, så må de dele i porten. De kan nå adskillige containere i løbet af en arbejdsdag, siger Ibrahim, men da er klokken 15, vi har været her siden klokken elleve og er stadig ikke færdige.

Det er formidabelt, hvad de slæber ud af containeren. Jeg har aldrig overværet en sådan begivenhed. Jeg prøver at holde trit med tempoet. Tankerne knuses under solens vægt. At disse vægtløse stråler skulle have en tyngde alligevel, er vel ikke overraskende. Daglejernes rygge er rundede af sol, underernæring og faktiske kilo. To biler er bugseret ud, og bagerst i containeren er der endnu en ladvogn med en generator på ladet. Jeg noterer ligesom toldfunktionæren alting ned. Jeg har mit eget system, hvor usystematisk jeg end anser mig selv for at være, løber der nogle stier i hjernen, der mødes i et punkt, hvor kontroltårnet befinder sig. Her er ingen boss. Men mine tankefødder og fingre løber rundt derinde og forsøger at leve op til ingen boss, ingen befaling. Jeg har også satset ligesom Dodou. Jeg er i gang med at skrive en nøgle frem her, som må bære eller briste, for hvem ved om den passer til hullet i døren, så vi kan komme ind i rummet? Der er ikke noget mere væsentligt eller interessant lige nu end denne nøgle.

Dodou har købt for 100.000 kroner skrammel, eller det vi i Danmark ville kalde for skrammel eller skrot, i håb om at kunne sælge det her. Der er allerede tre købere herude i havnen. En mand vil gerne have de 200 bildæk med det samme. En ung fyr ser interesseret på scooteren, og Nissan familiebilen er solgt på forhånd. Den kommende ejer vil endda selv betale for toldafgiften, han ønsker bilen med uden yderligere forsinkelse. Det er Dodous nevø, der har stået for at sprede budskabet om containerens indhold allerede inden den ankom til Gambia. Nevøen er en ung hiphoptype i sortgult-mønstret tøj og solbriller med guldskinnende stel, han passer den butik, som Dodou og en bror har sammen. Og i morgen ankommer den næste container med skrammel og skrotvarer fra Europa. En tredje bror i Schweiz har sendt den af sted. Der er gået mange timer, man er nået til ladvognen hvorpå generatoren står, den er så potent, påstår Dodou, at den kan levere strøm til en hel landsby. Han købte den af politiet i København for 40.000 kroner, det er Politigårdens aflagte generator, han forestiller sig, at han kan sælge den her for 150.000 kroner. Alene salget af generatoren kan betale alle udgifterne. Selve containertransporten har kostet 19.000 kroner. Så er der daglejerne, det er småpenge, afgifterne, told med mere. I bedste fald kan der, inshallah, være en fortjeneste på et sted mellem 200.000 og 300.000 danske kroner, siger Dodou.

Nu skal der tovtrækkes. Jeg melder mig til holdet. Vi begynder at hive og trække. Så er ladvognen ude. Denne minilastbil fra Skanderborg kommune, som Dodou erhvervede for 5.000 kroner. Den har en gul ridset blinklampe på taget. Han regner med at sælge den for 25-30.000 kroner, der er kun noget med ladet, der lige skal justeres og pudses op. Det er sådan det har været længe, Afrika er Vestens skrotkontinent. Danskeren tjener gennemsnitligt 59.000 dollars om året. Gambieren 1.700 dollars. Hvem køber disse brugte varer her? Det gør segmentet med en vis kapital. Jeg prøver at forstå noget med økonomi. For hvordan hænger det her sammen, eller hvordan hænger det sammen, som ikke hænger sammen? Hvordan forstå verden i tal? To svenskere solgte Spotify-tjenesten for 29.5 milliarder dollars. Gambias bruttonationalprodukt i 2016 var 965 millioner dollars. Ud af 195 lande er Gambia nummer 181 når det kommer til bruttonationalprodukt. Danmark er nummer 34 på samme liste. Klimakrise og fattigdom hænger sammen. De underernærede går rundt i en døs af sult, hvis ikke de får noget at spise, kreperer de udslidte i en ung alder i ressourceresternes stinkende pøl. Vi skal også gennem tal og økonomi og statistik for at nå til erkendelse. Jeg erkender det. Litteraturen lider under disse tal. Disse tal er ligesom ridser i overfladen ned til et grimt hulrum, hvor æstetikken rådner op. I tal og kalkuler. Vi må have nogle tal på bordet. Også for digternes skyld. Nogle hårde sætninger. Prislister. Vægt. Varer. Produkter. Firkantede tekster af jern og stål og kobolt og coltan. Tekster smurt ind i børnearbejdernes sved og pus fra de sår ormene graver i huden. Tekster, der stinker af losseplads og sygdom og mobiltelefoner. Hver femte mobiltelefon har Congo-coltan i sig. Men børnene, der udvinder coltan, så vi kan tale i mobiltelefon og kigge Facebook og alt det andet, de er ingenting, de har intet ansigt, intet nummer, ingen papirer på, at de er nogen, at de kan rejse frit som os, de er ikke andet end privilegiernes tvangsarbejdere. De kommer aldrig hjem til os, selv ikke hvis de bankede på, åbner vi dørene for dem. Nej, nej. Men nu må vi se at få styr på den uvidenhed. Den løber rundt i alle hjerner. Vi vil vide noget om profit og kapital, egeninteresse og værdien på visse papirer. Hvornår er et menneske mindre værd? Hvornår mere? Hvad koster en ansigtsløftning, en fyldigere balle, et stykke brød, en bog, en flaske vand, en svulmende læbe, et foredrag? „Meget kriminalitet er blevet begået i den amerikanske dollars navn og trosbekendelse In God We Trust, det må vel snart være tid til at sige sandheden og offentligt proklamere, at vi i virkeligheden ikke rigtigt tror på Gud eller Allah. Hvis vi virkelig troede, ville det være mere end svært for os at forklare og retfærdiggøre alle disse forbrydelser mod menneskeheden, der bliver begået i Guds eller Allahs navn. Hvis vi derimod tog mod til os og åbent indrømmede, at vi tror på grådighed, profit og ondskab, ville det være langt lettere for alle at forstå, at vores problemer har meget lidt at gøre med religion og Gud. Dette, mine venner, er ikke kætteri, men et ærligt forsøg fra en forvirret afrikaner på at forstå hvorfor mennesker, som siger IN GOD WE TRUST besudler det hellige menneskeliv og begår så afskyelige gerninger. Ja, internet og hurtighed gør vitterlig en forskel. Alt det her er blevet sendt via e-mail til både Gud og Satan, og jeg venter på svar. Hvad Afrika angår har svaret fra Gud været utrolig længe undervejs, mens Satans landede meget hurtigt, og det er derfor vores teknologisk set avancerede regeringsledere er meget onde“. Hama Tuma, Afrikanske absurditeter, 2002.

Men os fra en rigere verden på besøg i den fattigere verden, som heller ikke forstår en skid af det hele, ud over det, vi kan se og høre, som ikke er en forståelse, men en registrering og derpå en stor træthed, som fra en smadrelastvogn direkte på vej mod os fra den fjerne og knuste horisont, vi vil også gerne have ordentlig besked. Vi vil møde Novo Nordisks topchef, vil have ham til at forklare os, hvad der foregår i hans branche, hvad den tredobbelte bundlinje egentlig går ud på, så han kan fortælle om produktportefølje og det pres, der tvinger ham til at samle skeen op fra gruset. Var det virkelig gruset eller var det den kogende gryde? Vi må have handelsmanden frem i rampelyset. Vi vil høre om, hvad det er han gør. Vi må begynde her, hvor vi står. På den glødende dok i Banjuls havn. Vi vil vide, hvad der er i den container. Jeg har allerede genkendt ti stole fra storskraldsrummet hjemme i Nordvest. Lad os se på, hvad der egentlig er blevet slæbt ud af containeren, for nu, forstår jeg, skal det hele ind igen bortset fra de tre biler og generatoren og de 200 bildæk, som køberen fornøjet har tænkt at tage med sig:

Nissan familiebil, Seat Cordoba SDI, de to biler er fyldt med småting, legetøj, tøj etc., 200 bildæk, stor brugt vandtank, mindre brugt vandtank, to brugte sorte kontorlænestole og ti sivfletstole fra NV-storskraldsrummet, brugt Ledow motorcykel, to store ruller sorte og orange plastikslangerør til kloakering, tre brugte motorer, en af dem sekscylinder diesel Mercedes motor, seks brugte gearkasser, syv Schulstad plastikkasser med diverse, motorcykelhjelm, ti stive rør af plast og/eller metal, to elektriske hejsesenge for ældre fysisk besværede mennesker, femten dåser hvid vægmaling, brugt Panasonic Colour Television, poser med værktøj, en plastikølkasse med værktøj, en brugt svejsemaskine, en aircompressor, en rullekuffert, adskillige ruller tyve meter blå slange til vandforsyning, to persiennedøre, to garagedøre i ti dele, brugt Focus Keyway scooter, motorsav, Contact Freezer, brugt Bosch ovn, fire hejsebånd til biler, kasse Platinum ni vinglas, gammelt TV (nåede ikke at se mærket), elektrisk symaskine, basttæppe, to træningsmåtter, to kasser Multi-Purpose Gardening Tools System, lille brugt ladvogn fra Sloths biler i Skanderborg, brugt Phillips TV-skærm, generator fra Politigården, en lang gul ridset gasbeholder plus mere af det løse, jeg ikke nåede at få noteret ned.



Thomas Boberg Africana - Rejseroman
Gyldendal, Copenhagen 2019
© Thomas Boberg 2019

Rights: Anneli Høier, Copenhagen Literary Agency