En mand og hans oldefar

Knud Sønderby

Illustration by Gianna Meola

Hvor mange byboere kan tælle et par generationer tilbage i deres slægt uden at komme ud på landet. Kun et forsvindende fåtal. Nogen ved, hvor den gård eller det sted ligger, som de kommer fra. Andre ved det ikke. Nogen har ikke skænket det en tanke, hvor eller hvem de stammer fra. Revnende ligegyldigt for en frisk byboer, hvor eller hvem hans forfædre har været. Det er Ens eget arbejde, det kommer an på, enhver er den, han selv gør sig til, bare om at hænge i. Den tunge stoute sporvognsstyrer, der kører sin vogn gennem byens færdsel, længes han tilbage til markerne? Han giver dem en god dag, gør han. Så længe bondeblodet er tykt i kroppen, tænker man ikke over det, men nøjes med at tære på det.

Og så en dag står man foran huset, hvor det var.

Jeg kom til at stå foran mit en dag. En tilfældig erindring, der dukkede frem, medens jeg cyklede gennem en provinsby. Var det ikke der på egnen, en afdød faster engang havde sagt . . . Og en kirkebog ledte videre på sporet.

Og så gik man som tigger fra dør til dør mellem de lave stråtækte gårde og huse, så vidt spredte fra hinanden over vaser og hede og engstrækninger, at det var svært at fatte, at de var rubriceret under det samme navn på kortet. Køtere halser om benene på En. En hånd holdes fast om de døre, der åbnes, og indgangen spærrres med krop og høflig mistillid. Hvad er det for en forløben starut af en bybo. Et glimt får man også af et ensomt hedens drama. En ung kvinde med et velanbragt blåt øje åbner døren. Hendes uvilje er ikke den mindste. Den har været der på forhånd. Hun åbner blot en dør til sin bitterhed og smækker den til igen, som kunne man vente, at også jeg skulle ramme en knytnæve ud efter hende.

Og det er i den tid, hvor tungt rødstribet sengetøj ligger til gennembagning i solskinnet. Mellem stenene på gårdspladsen spirer ukrudtet, og duerne kurrer lunt på taget. Et sted står en karl højt oppe på en vognfuld lyng og læsser af. Han ser høfligt til den anden side, da han har overskuet mig, og arbejder videre, som er det udelukkende det, han er optaget af. Det er jo en byboer. Der er noget af den samme skyhed, som når man ser en dværg og jo slet ikke har opdaget noget usædvanligt ved ham.

Han råber mit spørgsmål videre, også halvt genert på mine vegne ved det. En, der spørger, om der er et sted her, hvor der engang har boet nogen, der hed sådan og sådan.

—Hvad er’et for En? råber en kvinde inde fra huset.

—Det er en mand . . . en herre. Og han jager greben med et tungt tag ind i lyngen for at pointere,at det jo heller ikke skal tages for mere, end det er. Det er blot en karakteristik af et udseende, et antræk. Påklædningsdukken uden for et beklædningsmagasin er også en herre. For så vidt....

—Hvoffor? råber hun fra sit skjul i huset.

Men det vil han nu ikke ha noget at gøre med. Det spørgsmål lader han mig selv gribe, om jeg vil have det.

Og jeg forklarer ham, hvad det er, det drejer sig om for mig, men det kan han nu slet ikke sige. Han åbner munden et par gange for at lade det gå videre, er jo venligheden selv. Men det kan dog ikke godt gentages. I stor nød arbejder han videre. Han ville heller synke i jorden.

Engang bliver man dog budt indenfor. En mand i diplomatskåren vadmelsfrakke og tøfler, en gammel mand med grundviansk flagreslips og lavt skrævende kravetøj kommer gående hen imod En, hvor man er budt til sæde i stuen ved det skinnende blanke, mahognimalede spisebord. lysedug og blå glasvase. Blankpoleret fabriksbuffet med sølvopsats. Smarte forretningsfolk har trawlet det danske land igennem og for tikronesedler franarret landbefolkningen de gedigne og værdige, gamle bondemøbler. men se til manden der i hans tøfler. Noget kunne de vimsende agenter ikke købe, hvor meget de end ville have budt. Den personlige værdighed. De drog af med antikviteter og svimlende fortjenester, men det vigtigste beholdt manden selv.

Herren hjælpe mig, om denne mand ikke har en fremtræden, som det diplomatiske korps kunne misunde ham. Og uden fjerneste ydre midler, blot ved egetømmeret i sin holdning og bevidsthed. Ikke et smil, men heller ikke en uværdig mistanke. Fjernhed i blikket straks efter, at han har budt mig hånden. Men samtidig en respektabilitet, der ligesom smitter af. Jeg sidder for at fremføre et andragende for det fremmede lands gesandt, men er ingen ringe mand selv. Han bøjer hovedet, parat til at høre, skaber på en gang upersonlig fjernhed og tryghed.

Og jo, han har oplysninger at give mig, han véd, hvilken familie det er, jeg spørger om, kan vise mig , hvor huset ligger, som de forlod. I det sidste år er mange af gårdene kommet på fremmede slægters hænder, sådan som også den. Ellers var det altid de samme slægter, fiskere og landmænd allesammen. Familierne giftede sig endda i reglen ind i hinanden. Hans egen slægt har boet på denne gård i flere hundrede år. Når den mand, jeg omtaler, var min bedstefar, kan han oplyse, at vi endda langt ude er i familie med hinanden. Oplysningen giver han fra sig som den tilfældighed, den er, og uden at fjernheden eller upersonligheden et øjeblik bliver mindre.

Om der ellers ikke var noget, han måtte byde mig nu, jeg aflagde besøg på min hjemegn. Det var der ikke. Og han ombytter tøflerne med et par træsko, og i sin diplomatsfrakke følger den gamle, forhenværende fisker og landmand mig ud og en stump hen ad vejen, til han kunne udpege det bestemte hus.

Aldrig skal jeg glemme hans øjne.

Det kan hænde for en byboer, at han i fjerne egne af landet træffer slægtstræk hos fremmed mennesker. Et par øjne f. eks. som han pludselig genkender.

Det var jo min fars øjne den mand gik rundt med.

Store blå øjne, der ligesom havde et selvstændigt liv uafhængigt af ham, kontakten til dem blev kun lejlighedsvis sluttet, og det gav dem fjernhed. Han brugte dem kun med mellemrum, til at se ud igennem. Når han talte med et menneske, behøvede han blot at bringe dem i focus, at se med dem, for at det blev betragtet som en varm høflighed.

Landboerne drager til byen, man sidder på en sal i en karré og er svært til herremænd, hjemmevante i forholdene, så man ikke engang forundrer sig over, at man kan finde, hvor man bor i bikuberne. S-tog og sporvogne, det er da noget. Passer hjemmet En ikke, moverer man sig mellem stenskakterne hen til et nyt. S-tog og sporvogne må til blot for at tilfredsstille rodløsheden.

Forældre og børn og i højden et par bedsteforældre. Lyst foran og mørkt bagved. Længere rækker bevidstheden ikke. Mere udsigt har man ikke fra en trediesal.

Og blot et par generationer tilbage ligger slægten, den, man har glemt, det fastboende, det sted, som man måske ikke mere véd hvor er.

Somme tider kan det findes. En tilfældig bemærkning, som endnu mere tilfældigt har bidt sig fast, en kirkebogs ældede sider, en gammel mand fornem i al sin simpelhed, som ikke er kørt fra de tusind tidligere år i sig, som har roden i behold, som i hvert fald ved, hvad han ved, og ikke bilder sig ind at vide mere.

 Og dér ligger huset så, stedet gennem de mange hundrede år, stedet, hvor intet har forandret sig. Det krykker sig sammen med tre længer, gammelt stråtag, lave mure, hvis røde sten næsten er sorte af sol og blæst. En enkelt rosenbusk op ad muren og ellers køkkenhave foran. Sidder man inde i de stuer og kikker ud ad de vinduer, vil man have næsen i højde med kartoffeltoppene udenfor. Der har de siddet inde sekel efter sekel. Blå og grønne glaskugler, som fiskerne bruger dem, er anbragt rundt om et lille bed. Langt borte kan jeg se den karl stå oppe på sin vogn med lyng og arbejde med sin greb—om ti år vil han stå der endnu. De stråtækte huse og gårde er spredt over et par kvadratkilometer af den magre lyng. På telefonsnorene vipper svalerne i blæsten, og til den anden side, mod vest blot nogle hundrede meter borte, ligger klitterne som en bjergkæde, og Vesterhavet går som en orgeltone mod stranden.

Og det var altså Ens oldefar. Den sidste fisker og landbruger af en lang række, der boede her.

Og tiden er stået stille siden. Her.

Lidt korn har han fået, men sikkert flere fisk end kornaks. Kartoflerne til fisken har han også selv haft, en enkelt ko måske og ellers et par får. Og fårene kan man se græsse dér bag huset endnu. De har overlevet som den gamle, værdige mand, jeg talte med. har heller ikke haft grund til andet.

Men en søn blev kreaturhandler, flere penge i en fedtet tegnebog undertiden, end der var gået gennem alle hans forfædres hænder tilsammen. En lang slægts kontante indtjeningsevne ligesom render tilbage igen og støder sammen i hans lommer, blot han skåler i en kaffepuns eller slår en mand på skuldrene. Og derpå selvfølgelig kulturen, børnenes fremtid, bylivet. Ikke kreaturhandler for sønnen, købmand, grosserer!

Sådan kommer folk til bys.

Og en mand, som aldrig kunne bekvemme sig til at slå noget menneske på skuldrene, som ikke gad drikke et glad for at få en vare, til at glide, og som var fjern i øjnene over for dem, han talte med, bliver købmand, køber og sælger varer, som han ikke interesserer sig for, til personer, der ikke kommer ham ved. Sidder om aftenen og læser i bøger om dyr og planter. Byliv. Hver søndag tager han sine børn med ud i anlægget eller på havnen, gør små varme, kejtede forsøg på at få dem til at interessere sig for de enkelte græsstrå og for fuglene og dyrene. Kan tage en rødspætte op og forklare alt om den. En rødspætte er jo for det første ikke flad. Den er sammentrykt.

Børnene viser ingen interesse.

To mænd, der efter hinanden kom længere og længere hjemmefra, nåede frem i verden, som det er meningen med byboer.

Og så kan det hænde, at en tredie eller fjerde eller femte bybo engang finder tilbage til oprindelsestedet, står foran det, ser på den samme udsigt, som har været slægtens i mange generationer, og svalerne vipper på telefonledningerne, hvor blæsten synger, fårene græsser mellem star og marehalm, og der er klokkeblomster på grøftekanten. Tiden kan godt selv her.

Man behøver ikke hjælpe med at få den til at gå. Den står bare stille.

Man står så underligt uvedkommende og vildfremmed. Som et poleret bymøbel af fabriksarbejde tabt ved grøftekanten og ejer ikke engang så meget som det sted, der dog ellers altid har været ejet.

Selv sad jeg sådan en halv times tid og så på det hus, som ikke kom mig ved mere, og indprentede mig udsigten til alle sider. Fårene græssede næsten livet af mig ved den ro og hjemmefølelse, de viste. Men et par ting gik op for mig. Jeg har nogle meget grimme hænder. De er så brede, som de er lange næsten. De er skabt til at holde om en åre eller til at sidde på en pranger og bore sig efterforskende ind i mørbraden på en stud. De dækker næsten skrivemaskinen, og jeg skriver ofte forkert.

Det var, som om de hænder var kommet hjem igen.